Der har været gevaldig slinger i kørslen på de nordjyske veje i de seneste dage.
Nordjyllands Politi har siden onsdag kigger nærmere på promillerne hos landsdelens trafikanter, og indtil videre er ikke færre end 100 blevet snuppet med for meget alkohol i blodet.
Det vækker chok og bekymring hos politiet.
"Jeg er lidt rystet og overrasket over, at vi har pågrebet så mange. Ikke mindst fordi vi på forhånd havde varslet den her aktion," siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen ifølge DR Nyheder.
Der har været et stort motorcykeltræf i Skagen, som politiet har holdt godt øje med, men det er de færreste af dem, der har givet anledning til problemer.
Kun et par stykker af motorcyklisterne har haft en promille, der ikke kunne accepteres.
Politiets aktion i området er planlagt til at slutte i dag.