Lørdag er sidste chance for lesbiske i København – og resten af Norden – hvis de vil på værtshus kun for kvinder.
Vela Gay Club, der har haft til huse på Viktoriagade i København siden 4. oktober 2004, har nemlig sidste åbningsdag. Det skriver TV 2 Kosmopol. Dermed lukker også Nordens eneste værtshus, der primært henvender sig til kvinder, der er til kvinder.
– Det er vemodigt. Men tiden er inde. Det handler om økonomien, om problemer med lyd i forhold til naboer og udlejer. Og så vil jeg bruge mine kræfter på noget andet, forklarer Isabel Vela Laier, der er indehaver af værtshuset.
Hun overtog i sin tid lokalerne på Viktoriagade fra Orient Bar, der var en strip- og champagnebar. Og selv om værtshuset primært har henvendt sig til lesbiske, understreger ejeren, at alle altid har været velkomne.
København er kendt som en homovenlig by. Ifølge Visit Copenhagen findes der et dusin bøssebarer i hovedstadsområdet – herunder det mere end 100 år gamle Centralhjørnet, som under Uffe Elbæks ledelse var partiet Alternativets stamværtshus.