Den skandinaviske bankkoncern Nordea kommer ud af første kvartal med fremgang på bundlinjen.
I regnskabsårets første tre måneder leverede Nordea et ordinært resultat på 1,06 milliarder euro mod 1,037 milliarder euro i samme periode sidste år.
Bankens nettoresultat landede på 796 millioner euro, hvilket var en fremgang fra 775 millioner euro i samme periode i 2012.
Samtidig var det højere end analytikernes forventninger om et fald til 756 millioner euro ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
- Jeg er meget glad for, at vi ti kvartaler i træk har holdt omkostningerne uændrede, siger koncernchef Christian Clausen.
Bankens nedskrivninger på udlån var 199 millioner euro i første kvartal. Det var ni procent lavere end i samme periode sidste år, viser kvartalsrapporten.
/ritzau/