Nordea brugte ulovlige metoder til at hapse pensionskunder

Finanstilsynet er efter Nordea, efter at det har vist sig, at banken har brugt ufine metoder.
I kampen om luraktive firmapensionskunder har Nordea brugt ulovlige metoder, skriver Jyllands-Posten.
I kampen om luraktive firmapensionskunder har Nordea brugt ulovlige metoder, skriver Jyllands-Posten. Foto: Sarah Christine Nørgaard/arkiv/Scanpix

I kampen om lukrative firmapensionskunder har Nordea brugt ulovlige metoder.

Det skriver Jyllands-Posten.

Nordea Liv & Pension har betalt de pensionsmæglere, som hjælper virksomheder med at vælge pensionsselskab, uden at slutkunderne har kunnet se aflønningen.

Men i en præcisering af reglerne understregede Finanstilsynet i sidste uge, at det har været ulovligt siden 2011.

- Vi har hidtil ikke teknisk været i stand til at håndtere det på en måde, så slutkunderne har kunnet se betalingen, og derfor har vi gjort det på den her måde, siger Mikkel Bro Petersen, pressechef i Nordea Liv & Pension, til Jyllands-Posten.

Avisen skriver, at selve betalingen ikke er ulovlig. Men det er ulovligt, at det ikke fremgår klart af kundens depotoversigt, at selskabet betaler et sådant tilskud til mægleren.

- Gør man det ikke på den måde, vil det være en omgåelse af provisionsforbuddet. Og det er ulovligt, siger kontorchef i Finanstilsynet Ulla Brøns Petersen til Jyllands-Posten.

Nordeas konkurrenter er rasende over, at de har været oppe imod ulovlige metoder.

PFA, Danica og AP Pension mener, at det er til skade for pensionskunderne, når nogen opererer med en model uden fuld gennemsigtighed, siger de til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.