Lørdag 20. januar skal den store slagplan for Nordkoreas deltagelse ved vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang lægges.
Her mødes repræsentanter fra de to stridende landes olympiske komitéer med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i IOC's hovedkvarter i schweiziske Lausanne. Arrangørkomitéen bag OL vil også deltage.
Det oplyser IOC i en pressemeddelelse.
- På mødet skal der tages en række afgørende beslutninger, herunder antallet af atleter og navnene på de embedsmænd, som Nordkorea vil sende til OL, da alle deadlines for ansøgninger om deltagelse egentlig er overskredet.
- IOC skal tage stilling til en række lavpraktiske spørgsmål i forhold til flag, nationalsang, uniformer og lignende, meddeler IOC.
Det skal også på plads, om de nordkoreanske OL-atleter skal bo i den olympiske by med de øvrige atleter.
En anden mulighed er, at de nordkoreanske atleter bliver boende i hjemlandet. Grænsen til Nordkorea er cirka 80 kilometer væk fra Pyeongchang.
Nordkorea meldte tirsdag ud, at landet vil sende en delegation af højtstående embedsmænd, atleter, journalister og tilhængere til vinter-OL i nabolandet.
Det skete, efter at IOC mandag havde forlænget Nordkoreas deadline for tilmelding af atleter.
IOC-præsident Thomas Bach udtalte sig positivt om nordkoreanernes OL-tilkendegivelse.
- Det er et stort skridt fremad i den olympiske ånd, sagde Bach tirsdag.
Nordkorea var ikke med ved vinter-OL i Sotji i 2014, men deltog i 2010 i Vancouver.
De forestående vinterlege i Pyeongchang begynder 9. februar.
/ritzau/