To nonner i Bari, Italien, glemte for en stund kristne formaninger om at vende den anden kind til og elske din næste , da de fik nok af deres abbedisses autoritative styre.
De tre var de sidste beboere i klosteret i Bari som er hjemsted for Santa Clara ordenen, der regnes for en af de mest strenge ordener i den katolske kirke. Nonnerne helliger deres liv til bøn, bodsøvelser og tavs fordybelse.
Men i Santa Clara-klostret blev tavsheden brudt af en god gammeldags nævekamp, da søstrene Annamaria og Gianbattista i juni måned i år angreb abbedissen, søster Liliana.
Søstrene blev så rasende på deres åndelige leder, at de krattede hende i ansigtet og slog hende i gulvet.
Abbedissen måtte efter kampen en tur på hospitalet.
Den lokale ærkebiskop prøvede at mægle mellem de tre nonner, dog uden resultat, og søster Annamaria og søster Gianbattista er nu blevet flyttet til et andet kloster. Planen var derefter at lukke klostret ned, men søster Liliana nægter at flytte ud. Hun skriver i et brev til paven, at hun har boet i klostret i 44 år og først vil flytte ud, når hun dør.
Og da abbedissen har aflagt et tavshedsløfte, bliver det nok svært at få en fornuftig dialog i gang.