Hver dag forholder de fleste af os til vores køn. At vi har et køn. Det afgør, hvilke butikker vi går ind i, hvilket toilet vi bruger på studie og arbejdsplads, det tøj vi iklæder os, og vi taler om, hvad ’han’ og ’hun’ har sagt, lavet osv.
Så er der en mindre gruppe af befolkningen, der afviser ideen om kun to køn. De nonbinære. De udgør ifølge undersøgelsen ”Sex i Danmark” fra 2019 en minoritet på 0,44 procent af den danske befolkning (ca. 25.000 mennesker) og ser køn som noget, der udfolder sig imellem mand og kvinde, at man kan være hverken/eller, både/og eller en kombi.
En lille gruppe med stor magt
Med den store stemme denne gruppe har fået i debatten, deres indflydelse på lovgivningen og indretning af det offentlige rum, kunne man godt komme til at tro, at det drejede sig om langt flere mennesker.
Man kan dernæst undre sig over, hvordan en så lille gruppe, får lov at diktere ting, der ofte er til ulempe og gene for de mange eller direkte fratager fx kvinder muligheder og rettigheder.
Dermed slet ikke sagt, at flertallet altid har ret, og/eller at hvis minoriteten er så lille, bliver den også så ubetydelig, at vi ikke skal tage hensyn og også indrette os efter dem, der tænker, føler og har det anderledes end flertallet. For det skal vi.
Jeg er bare ikke sikker på, at vi gør det på den rigtige måde i dag. Eller hvad den rigtige måde er. Men indtil vi finder noget, der er mere rigtigt endnu, skulle vi måske gøre noget andet. For vi risikerer faktisk også at gøre disse mindretal en ’bjørnetjeneste’, hvis flertallet ender med at blive så irriterede over disse hensyn, at sympatien lige så stille og roligt forsvinder. Og DET ville være utroligt sørgeligt, trist og faktisk ubærligt.
Især hvis de fleste af os stadig køber ind på udsagnet: ”Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste.” For nonbinære, transkønnede og alle andre variationer af kønsidentitet og seksuel observans er særligt udsatte grupper, så dem skal vi som samfund selvfølgelig tage hensyn til.
Men vi må også åbent kunne tale om de udfordringer disse hensyn, som de er i dag, giver andre i samfundet, uden at blive gjort ’forkerte’. For det er kun ved samtalen og dialogen, at vi kan komme et andet sted hen, og der er jo ingen, der har sagt, at den nuværende måde er den eneste mulige eller rigtige, vel?
Hvad er så problemet, Fru Højlund?
Ja, jeg er ked af at sige det, men listen er virkelig lang, da problemer og udfordringer hober sig op. Nogle, som fx kønsneutrale toiletter i grundskolerne, vil mange nok mene er under bagatelgrænsen, men hvis man er forælder til en pige i grundskolen, vil mange nikke genkendende til daglige historier om, at hun aldrig bruger skolens toiletter, fordi der er ulækkert og svines til – af drengene. Drengene er formentlig ikke mere svin end alle andre, men i den alder ser en stor del af dem det sjove i at få pigernes opmærksomhed på uhensigtsmæssige måder.
Jeg kender til flere historier om skoler, der pga. ét barn, der identificerede sig som et andet køn har ændret samtlige kønsopdelte toiletter til kønsneutrale med den konsekvens, at endnu flere piger holder op med at bruge dem. I værste fald kan langvarig og vedvarende tilbageholden af tissetrang give blærebetændelse samt skader på både blære og nyrer.
Der er utallige historier om, hvordan kvinder ikke længere har en chance for at vinde i deres foretrukne sportsgren, fordi transkvinder kan stille op på lige vilkår med biologisk fødte kvinder. Men selv med hormonbehandlinger er transkvinderne biologiske kvinder fysisk langt overlegne. Det er ikke kun ganske få tilfælde, det er virkelig mange. Og vi er der, hvor mange biologisk fødte sportskvinder nu heller ikke tør påpege ’problemet’, fordi de så ekskluderes fra deres sport og fratages retten til at deltage i konkurrencer.
Cpr.nr. kontra kønstegn
I fængslerne giver valgfri køn en række problemer for både indsatte og ansatte. Der er forfærdelige historier fra Skotland om mandlige seksualforbrydere, der ved blot at sige, at de nu identificerede sig som kvinder, skulle indsættes i kvindefængsel med voldtægt af flere kvindelige indsatte til følge.
Også herhjemme giver kønsidentitet anledning til dilemmaer i kriminalforsorgen, når det kommer til indplacering i hhv. mande- eller kvindefængsel, personvisitationer og sikkerhed for den/de indsatte og ansatte.
For hvad gør de ansatte, når der tilsyneladende kommer en kvinde til afsoning (lige cpr.nr. i papirerne), og der så dukker en op, der på alle måder ser ud som en mand, fordi personen er født med ulige cpr.nr. og kønstegn, når kvindelige betjente visiterer kvindelige fanger (ud fra cpr.)?
Og hvad gør de, hvis denne person har fået lavet bryster, men stadig har nedre mandlige kønsdele – er det en mand eller kvinde, der skal visitere? Jeg har ikke svaret.
Herhjemme bokser vi også med ’den skotske problematik’, hvor en biologisk født mand kan påberåbe sig at være kvinde alene med et lige cpr.nr., men stadig med mandlige kønsdele i behold. ’Hun’ kan tilmed være en dømt sexforbryder mod kvinder – hvor skal ’hun’ placeres? Heller ikke her har jeg et svar…
Så hvad gør vi..?
I tidligere klummer om dette emne har jeg allerede udbredt mig om de problemer, jeg (bakket op af forskere og personer, der har været det hele igennem enten selv eller med deres børn) ser ved, at vi fra de meget tidlige barneår fortæller vores børn, at køn er noget, man selv frit kan vælge og skal tage stilling til, inden man overhovedet har en bevidst seksuel identitet.
Og da listen over problemer og dilemmaer bare er så lang, vil jeg her også kun lige nævne nogle ting ift. forskning og medicin, hvor det er bydende nødvendigt, at vi kan identificere patienters biologiske køn.
Medicin er nemlig biased på køn, og der er så utrolig stor forskel på den biologiske mande- og kvindekrop, at vi må vide det biologiske køn, for at behandle og forske rigtigt.
I forhold til sidstnævnte kan man fx forestille sig en situation inden for få år, hvor et stort antal oprindeligt fødte mænd, har skiftet cpr.nr. til et lige endetal, hvorved de vil tælle med i statistikken på kvindelige sygdomme som fx bryst- og livmoderhalskræft. Så ser det pludselig ud som om, antallet af årlige tilfælde af disse kræfttyper er faldende, da biologisk fødte mænd jo ikke får dem, selv om det ikke er tilfældet.
Dette er forskere heldigvis opmærksomme på, så de spørger ind til, om man har garanti for, at det er de biologiske cpr.nr., de får frem. Hvis ikke er der nogle gange mulighed for at rense resultaterne for det, men ikke altid.
Igen er det her ikke et forsvar for, at man så ikke må kunne ændre sit oprindelige cpr.nr., men jeg ønsker blot at påpege, at det har konsekvenser for andre end den enkelte, og at vi i min optik nok er rykket for hurtigt, eller i hvert fald inden, vi havde alle vinkler med…
Hvis du vil vide mere:
Så se dokumentaren ”Adult Human Female” fra Skotland, den har nogle meget interessante og også skræmmende perspektiver.
https://adulthumanfemale.info/
Ang. transkvinder i sport:
https://www.shewon.org/
Charlotte Højlund er mor til 7 og en af Avisen.dk's faste debattører Foto: Privat