Der er gode chancer for dansk succes, når Det Europæiske Filmakademi 1. december hædrer årets bedste europæiske film ved European Film Awards (EFA) 2012.
Hele tre danske film er blandt de nominerede ved prisuddelingen, hvor især Thomas Vinterbergs "Jagten" kan blive den helt store prissluger.
"Jagten" er nomineret i den mest prestigefyldte kategori som årets bedste film, og Thomas Vinterberg er samtidig med i kampen om prisen som bedste instruktør.
Filmens hovedrolleindehaver, Mads Mikkelsen, er nomineret som årets bedste mandlige skuespiller for sin rolle som børnehavepædagogen Lucas, der fejlagtigt beskyldes for at være pædofil.
Derudover er "Jagten" nomineret i kategorierne bedste manuskript og bedste klipning.
Også Nikolaj Arcels "En kongelig affære", der beskriver trekantsdramaet mellem kong Christian VII, hans tyske livlæge Struensee og den unge dronning Caroline Mathilde, kan hive priser med hjem fra EFA.
Filmen er nomineret i kategorierne bedste komponist og bedste production design.
Endelig er der også en nominering til den danske spillefilmsdebutant Mads Matthiesen, der er nomineret til Akademiets talentpris for filmen "10 timer til Paradis".
Med de mange nomineringer fortsætter dansk film dominansen fra sidste års europæiske prisuddeling, hvor Lars Von Triers "Melancholia" vandt prisen som årets bedste film, mens Susanne Bier blev kåret til årets bedste instruktør for "Hævnen".
Samtidig modtog Mads Mikkelsen en særlig ærespris.