En medarbejder fra Noma i København får skylden for, at 63 gæster på verdens bedste restaurant er blevet ramt af roskildesyge efter et besøg på restauranten. Ifølge Nomas direktør, Peter Kreiner, er det nemlig en medarbejder, der formentlig er smittekilden.
- Det mest sandsynlige er, at roskildesygen er blevet bragt ind af en uheldig medarbejder, der ikke har vist nogen symptomer, siger han i en skriftlig udtalelse.
Ifølge en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen er der konstateret roskildesyge i 12 selskaber med 63 syge ud af 78 spisende i perioden 12. februar til 16. februar.
Noma får kritik fra Fødevarestyrelsen for ikke at have reageret hurtigt nok, men det skyldes en kommunikationsbrist, fortæller Nomas direktør.
- Sagen er, at vi modtager e-mailen angående sygdom til en ikke-dansk talende/læsende kollega, der har videresendt den til Nomas restaurantchef den 15. februar.
- Restaurantchefen tjekker imidlertid ikke mail før mandag den 18., hvorefter han videresender den til mig, der er i dialog med Fødevarestyrelsen denne dag, og vi aftaler at mødes den 20. februar, datoen for kontrolrapporten, siger Peter Kreiner.
Han fortæller, at der har været omfattende hovedrengøring på Noma efter udbruddet.
- Siden udbruddet har vi desinficeret køkkenet flere gange efter Fødevarestyrelsens retningslinjer. Dette er sket oveni den totalrengøring, som foregår flere gange dagligt i køkkenet. Endelig er alle madvarer fra uge 7 blevet destrueret, siger Peter Kreiner.
Han oplyser, at der kan være penge på vej til de ramte gæster.
- Vi er i dialog med gæsterne angående kompensation, siger Peter Kreiner.
Der er flere måneders ventetid for at få et bord på Noma, der tre gange er blevet kåret som verdens bedste restaurant, og som har to Michelin-stjerner.
/ritzau/