Nørresundby Bank får millionregning

Vestre Landsret dømmer Nørresundby Bank til at betale 15 millioner kroner til boet efter et ejendomsselskab.

Nørresundby Bank blev en af de store tabere i en ejendomskarrusel, som flere nordjyske ejendomsinvestorer skabte, og som gik ned under finanskrisen.

Vestre Landsret har således dømt banken til at betale 15 millioner kroner tilbage til et af selskaberne bag karrusellen, det nu konkursramte Sørensen+ ApS.

Men tabet bliver endnu større. Banken har anmeldt et krav i konkursboet på 55 millioner kroner, men har kun fået en million ud af det endnu.

Hertil skal så lægges de 15 mio. kroner efter landsrettens dom og 1,2 mio. kroner i sagsomkostninger.

I 2006 var der gang i ejendomsmarkedet, og Sørensen+ ApS tjente mange penge på at købe grunde og byggerettigheder og sælge dem videre.

Men selskabet investerede hårdt, og gælden voksende fra 40 til 380 mio. kroner, mens markedet gik i stå.

Nørresundby Bank krævede engagementet nedbragt med 15 mio., og de blev fundet ved at belåne en ejendom i Svinninge.

Det hjalp imidlertid ikke på Sørensen+ ApS, der blev erklæret konkurs 23. januar 2009.

Konkursboet mente, at betalingen af de 15 mio. var omstødelig i henhold til konkursloven og krævede beløbet tilbage.

Nørresundby Bank mente, at der var tale om et kreditorskifte, og at Amagerbanken havde overtaget hele engagementet, hvorefter betalingen var sædvanlig.

Byretten var enig med Nørresundby Bank, men Vestre Landsret er nået til den modsatte konklusion.

Landsretten siger, at Amagerbanken pumpede frisk kapital ind i selskabet, og at pengene var hentet i et nyt pantebrev.

Det var således ikke tale om et kreditorskifte, men kun om overtagelse af et enkelt engagement mellem Sørensen+ og Nørresundby Bank.

Betalingen af de 15 mio. kroner svækkede i væsentligt grad selskabets betalingsevne og er derfor omstødelig.

Nørresundby Bank må altså betale de 15 mio. kroner til konkursboet, og hertil kommer 1,2 mio. i sagsomkostninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.