Børn helt ned til 12 år skal kunne sættes stuearrest med satellitovervåget fodlænke.
Sådan lyder en del af regeringens udspil til ungdomskriminalitet, som justitsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterer her til formiddag.
Men et sådan forslag vil kun bidrage til, at de unge mister respekten for myndighederne, mener Khalid Alsubeihi, leder af fritidsklubben Nørrebronx i Rantzausgade, det tidligere Fædregruppen.
"Selvfølgeligt vil de ikke have det godt med at skulle have en fodlænke på. Det er nedværdigende. Og det er slet ikke det, der skal til. De skal ind i systemet, og myndighederne skal i stedet have ordentlige indberetninger om, hvem de unge er, som de sidder over for. Indtil videre har man ikke været særlig god til at forebygge, at den her gruppe ikke bliver yderligere kriminel," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Forslaget giver politiet og de sociale myndigheder muligheder for at overvåge børn helt ned til 6. klasse via satellit.
Men Khalid Alsubeihi synes ikke, det hører hjemme i et moderne samfund.
"Det er et middelalderligt forslag. Det er et tegn på, at samfundet ikke har de nødvendige sociale redskaber til at hjælpe de mindreårige, som endnu ikke har de rigtige erfaringer i livet," siger Khalid Alsubeihi til Nyhedsbureauet Newspaq.
Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup er enig i, at regeringen skyder ved siden af med forslaget.
"Jeg har ikke noget imod, at man opdrager børn. Men selve tanken om at give en 12-årig fodlænke på synes jeg er totalt langt ude. Altså hvis en 12-årig ikke kan opføre sig ordentligt, så er det nok voksenkontakt, det barn har brug for, og ikke at blive opdraget med en elektronisk dims om anklen," siger hun.
NørreBronx er en forening, hvor medarbejdere og frivillige arbejder for at give socialt og økonomisk dårligt stillede børn og unge på indre Nørrebro en mulighed for at fylde deres fritid med aktiviteter, som for eksempel pigeklub, teater, svømning, boksning, lektiehjælp og foldbold. Klubben bliver drevet i samarbejde med Natteravnene.
Omkring 280 unge fra Nørrebro er tilknyttet klubbens aktiviteter.