Københavns Radio kunne til morgen (i går morges, red.) meddele, at dele af dramaserien Anna Pihl udspiller sig på Fælledvej i København. Men serien er ikke helt optaget der. For Nørrebro er simpelthen bare heeeelt vild og alt, alt, alt for farlig. Det er det argeste pjat, siger Pestohest, der er så træt af, at Nørrebro fremstilles, som om det var Gaza eller Grozny.
Nørrebro er fredeligt det meste af tiden. Der bor utroligt mange mennesker – det er faktisk et af Danmarks tættest befolkede områder – og det ligger midt i Danmarks eneste storby. (Det er nemlig ikke en storby, hvis midten hedder Midtbyen .)
Et realitetstjek
Jeg har boet klos op af Blågårds Plads. Jeg har set slåskampe, vilde demonstrationer, hærværk, biluheld... men ikke særligt meget af det.
For der er masser af ballade på Nørrebro. Og så er der det, der er der til hverdag. Hvem det end er, der har besluttet, at man ikke kan optage Anna Pihl på Nørrebro, burde tage sig gevaldigt sammen, udføre realitetstjek i egen knold og få røven med sig til Nørrebro.
Det er en storby. Der er ballade. Men det hører i den grad til undtagelserne, at folk knaldes ned på åben gade uden forudgående konflikt – heller ikke hvis de har kamera, runnere og skuespillere på slæb. Heller ikke hvis de skuespillere er udklædt som betjente. (Man skal vel også være rimeligt ude af sync, hvis man tænker: »Nu smadrer jeg lige hende der panseren, der står der mellem kameraer og få lagt makeup.. Ja, hende betjenten, der har en helt utroligt voldsom lighed med Iben Hjejle...??«)
Ingen trusler
Faktisk havde jeg fornøjelsen af at komme forbi optagelser til Anna Pihl sidste år. Ud over tilstedeværelsen af søde og høflige autografjægere var der vist ingen, der led overlast. Selv skuespillerne opførte sig pænt – ingen trusler eller voldelige udfald mod de lokale.
... Og tro det eller ej: Det foregik sgu lige her på Nørrebro.
Postnummer 2200.
For real.