Der er ingen god grund til, at ugifte vordende forældre bliver anbefalet at vente med at ordne papirerne omkring faderskab og forældremyndighed til efter fødslen. Det mener både Jordemoderforeningen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), fordi ugifte nybagte fædre kan få svært at få anerkendt faderskab til barnet, hvis moderen dør i barselssengen.
»Det burde laves om, sådan at ugifte vordende forældre bliver rådet til at ordne papirerne i god tid inden fødslen. Der er jo ingen, der af sig selv tænker på den ulykkelige udgang af noget, der skulle være en fantastisk begivenhed,« siger formand for Forebyggelses- og Sundhedsudvalget i PLO, Dorte Halkjær.
Hav orden i papirerne
Hun mener, at det er vigtigt, at alle bliver rådet til at være i god tid med papirerne.
»For så risikerer ugifte fædre ikke at stå tilbage med tabet af deres kære, et nyfødt barn og et ikke anerkendt faderskab, hvis det ulykkelige skulle ske, at moderen dør i barselssengen,« siger Dorte Halkjær og påpeger, at der intet praktisk er til hinder for at ordne papirerne først som sidst.
Det er formand for Jordemoderforeningen Lilian Bondo enig i.
Staten råder anderledes
I den såkaldte Børnelov er der imidlertid lagt op til, at papirerne først skal ordnes efter fødslen. Det kan dog godt ske inden, men myndighederne anbefaler, at det for nemheds skyld gøres efter fødslen. Det fremgår også af Familiestyrelsens brochure om fadersskab, som blandt andet deles ud af jordemødrene.
Ifølge Neel Pryds, som er fuldmægtig i Familiestyrelsen, skyldes det et ønske om at gøre det nemt for ugifte nybagte forældre.
»Hvis et forældrepar venter til efter fødslen, kan de sende begge papirer af sted på en gang, så hensigten er, at det skal være nemt,« siger hun.
Neel Pryds vil dog godt erkende, at forældre i ganske særlige situationer kan komme i klemme.
»Måske skal vi overveje at gøre opmærksom på risikoen ved at vente,« siger hun.
Nicolaus Johansen, som mistede sin kæreste, ville i hvert fald gerne have hørt om faren ved at vente.
»Måske burde jeg selv have tænkt på det, men jeg skænkede det aldrig en tanke, så det havde været rart at høre om,« siger han.