100.000 i hånden for at skifte job. Det tilbud er ikke længere kun forbeholdt fodboldspillere og andre sportsstjerner.
Dygtige medarbejdere er nu så svære at få fat i, at virksomhederne er begyndt at lokke nøglemedarbejdere med store engangsbeløb, skriver Jyllands-Posten.
- Vi har set det i stigende grad i det seneste års tid. Det er mest ingeniører, it-specialister, medarbejdere i den finansielle sektor og til dels sælgere, der bliver tilbudt sign-on fees på 20.000-100.000 kr., siger administrerende direktør i headhunterfirmaet Stepstone, Morten Heuing til avisen.
En spørgeskema-undersøgelse lavet af Ingeniørforeningen i Danmark blandt 428 ingeniørledere viser, at fire ud af ti er blevet kontaktet af headhuntere i løbet af det seneste år, og at hver tiende har fået tilbudt en overgangssum.