Du kender det sikkert godt. Du ligger splitternøgen i en offentligpark og slikker sol, mens et tyvagtigt vildsvin kommer forbi og stjæler din computer. Nej?
Det lyder også som en røverhistorie af de store, men ikke desto mindre den skinbarlige sandhed for en ældre tysk mand.
Onsdag aften nød herren det dejlige sommervejr ved Teuffelssee – et af mange steder i den tyske hovedstad, hvor det er tilladt at solbade ganske nøgen. Og manden havde da heller ikke en trevl på kroppen, da han pludselig fik uventede gæster ved sit badehåndeklæde.
Et frækt vildsvin satte tænderne i manden plasticpose, der blandt andet indeholdt mandens computer, og stak i løb fra gerningsstedet. Og selv om manden ikke havde en trevl på kroppen, optog han lynhurtigt forfølgelsen.
Manden jagtede det tyvagtige kræ rundt i parken – til stor fornøjelse for de andre gæster, der morede sig højlydt over det bizarre optrin. En enkelt af dem, Andrea Landauer, havde åndsnæreværelse til også at skyde nogle billeder med sin telefon.
– Bagefter viste jeg billederne til manden. Han grinede højt og gav mig tilladelse til at offentliggøre dem, fortæller Adele Landauer, der derfor lagde billederne på sin Facebookprofil.
Der findes masser af vildsvin i og omkring Berlin. De går på jagt efter mad i affald, og de er ikke farlige, da de er vant til at omgås mennesker.
Ifølge avisen Bild lykkedes det for øvrigt den nøgne mand at få sin pose med computer tilbage, da tyveknægten fandt ud af, at den nok ikke var spiselig.