Natten til søndag lagde en park i den nordsjællandske by Stenløse græs til et bizart optrin, da en nøgen mand ville slås med politiet.
Den 43-årige mand havde tændt et bål med høje flammer, og kort før midnat blev en politipatrulje derfor kaldt ud til parken, hvor der ventede de to betjente et usædvanligt syn.
- Manden var helt nøgen, og der var flammer i op til fire eller fem meters højde, og da de kontakter manden søger han konfrontation og er meget udadreagerende. Han går simpelthen til angreb og lægger an til at slå med de bare næver. Han har jo ikke andet, siger vagtchefen i Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.
De to betjente forsøgte at tæmme den vilde mand med en omgang peberspray, men det virkede ikke. Vagtchef Martin Bakke forklarer til Ekstra Bladet, at betjentene derfor trak stavene for at forsvare sig.
Det lykkedes de to politifolk at få lagt den temperamentsfulde mand ned på det kolde græs, hvor han blev lagt i håndjern, siger Martin Bakke. Han forklarer, at den nøgne mand var "meget beruset", og han måtte tilbringe resten af natten i detentionen.
Igen af de to betjente kom til skade i deres møde med den 43-årige mand. Han er nu sigtet for at have tændt bål og for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen.