En invitation på Danske Naturisters facebook-profil til at deltage i nøgen-bowling i Haslev har fået ualmindeligt meget opmærksomhed.
Danske Naturister har før arrangeret nøgen-bowling i Haslev Bowlingcenter - men aldrig før har det fået så meget omtale som denne gang, hvor danskerne har været ved tasterne.
Naturisterne skal mødes i bar røv på bowlingbanen i Haslev næste lørdag - den 19. november - til et tre timer langt bowlingspil - hvis der altså er nok tilslutning til arrangementet.
- Det foregår i Haslev Bowlingcenter, Lysholm Allé 2, 4690 Haslev fra klokken 13.30 til 16.30.
I de tre timer har vi hallen med i alt 7 baner plus nødvendigt personale til vores rådighed. Bowlingsko er inkluderet i prisen - fadøl og anden forplejning ikke. Hvis det foretrækkes, er det muligt også at spille uden sko, lyder det i invitationen.
Nøgenbowling bliver kun til noget, hvis der er mindst 12 personer, som melder sig til, før tilmeldingsfristen slutter i morgen.
Normalt er der få eller sågar slet ingen kommentarer til naturisternes andre nøgen-arrangementer, der blandt andet tæller nøgen-yoga og en aften i sauna. Men på opslaget om nøgen-bowling er der - indtil videre - over 25.000 kommentarer.
Der er dog ingen af dem, der officielt har meldt sig til - i hvert fald ikke på facebook.
Det koster 200 kroner for de tre timers bowling, mens medlemmer af Danske Naturister kan nøjes med at slippe 150 kroner.
Se mere om tilmelding til nøgenbowling her.