Nødudgange i alle kontorer

Antallet af voldsepisoder og trusler er eksploderet, fordi borgerne har fået korte lunter, og nu kræver de ansatte på sociale kontorer nødudgange i alle kontorer.

Af Lars Fogt og Laurits Nansen - lafo@avisen.dk, lana@avisen.dk

Der skal laves nødudgange i alle lokaler i de rådhuse, der popper op i hele Danmark i forbindelse med kommunalreformen.
»Slår en borger ud efter den ansatte, skal man hurtigt kunne vende sig om og komme ud af en dør,« siger arbejdmiljøkonsulent Niels Jakobsen fra HK Kommunal med 70.000 medlemmer.

Antallet af voldsepisoder og trusler er eksploderet, fordi borgerne har fået korte lunter. 24 procent af HK-ansatte på sociale kontorer er blevet truet – det samme har 13 procent af de ansatte i borgerservice. Og som Nyhedsavisen skrev tirsdag lever mange ansatte på hemmelige adresser, fordi vedholdende borgere opsøger de ansatte privat.

Rådhusene kunne dog gøre meget, hvis de eksempelvis indrettede to døre og overfaldsalarmer i alle mødelokaler og kontorer. Begge dele findes i det sociale område. HK kræver det nu også på borgerserviceområdet, som blandt andet er kørekort, pension og skat.
»Her er der et stort hul. Det handler om de ansattes sikkerhed,« siger Niels Jakobsen, der peger på flere kommuner, hvor sikkerheden ikke er i orden. En af dem er Københavns Kommune, hvor socialrådgiverne peger på, at der har været store sikkerhedsproblemer på socialcentrene.
»Folk kunne vade lige ind i den ansattes kontor, da centeret for et halvt år siden blev bygget om. Der lå endda byggematerialer på gangene, som man kunne samle op og bruge som våben,« siger Laila Winther, regionsformand for Region Øst hos Dansk Socialrådgiverforening.

Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra den ansvarlige i Københavns Kommune. Socialt Udviklingscenter, der bekæmper vold på jobbet, advarer mod kun at bruge kræfter på nødudgange og overfaldsalarmer:
»Det skulle nødigt blive en sovepude, hvor man ikke bruger kræfter på konflikthåndtering. Altså ved at tale vrede borgere til ro,« siger seniorkonsulent, Dorthe Perlt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.