»Kære fru overborgmester Ritt Bjerregård. Vi har brug for din hjælp! Vi er meget kede af, at vi måske mister vores koloniture med fritidshjemmet og vores ture med skolen, som vi er så glade for. Vi er også kede af, at vi måske mister nogle af vores timer, især den time, som hedder bevægelse. Vi synes, at kommunen overdriver med alle de nedskæringer. Håber at I ombestemmer Jer. 2.u ønsker dig og alle de andre politikere rigtig god arbejdslyst. Med kærlig hilsen.«
På tirsdag drager eleverne fra 2.u på Korsager Skole til rådhuset for personligt at aflevere ovenstående brev til overborgmesteren.
Med denne bøn om ikke at spare på de ting, der gør skoledagen sjov, blander de sig i debatten om de mere end 100 millioner kroner, som Københavns Kommune vil spare på skoleområdet.
På 10 andre skoler i København nægtede de ældste elever ifølge Politiken.dk i går at modtage undervisning. De vil blandt andet ikke finde sig i færre vikartimer og mindre lektiehjælp.
Eleverne får opbakning af kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V).
»Alle andre muligheder skal være udtømt, inden Borgerrepræsentationen begynder at skære i undervisning og lektiehjælp. Det mener vi ikke, de er,« siger Martin Geertsen, som hellere vil finde penge ved at skære i bureaukratiet på rådhuset.
Borgerrepræsentationen diskuterede i går budgettet på et møde, som først sluttede efter redaktionens deadline.