Sudans juniorminister for nødhjælp mener ikke, at han er skyldig i de anklager, som Den Internationale Straffedomstol (ICC) tirsdag fremlagde mod ham. Ministeren, Ahmed Haroun, havde ifølge ICC det overordnede ansvar for systematiske voldtægter, tortur og henrettelser af civile i Darfur-regionen i perioden 2003 til 2005.
»Jeg er ikke bekymret overhovedet, og jeg føler mig ikke skyldig, for jeg handlede inden for de juridiske rammer og i overensstemmelse med de overordnede interesser,« siger Haroun til AFP.
Haroun er i dag den reelle leder af Sudans nødhjælpsministerium, og det er ham, der bestemmer, hvilke humanitære organisationer der får lov at arbejde i Darfur.
Tidligere var han ansvarlig for sikkerheden i den borgerkrigshærgede region, og ifølge ICC rekrutterede han folk til den berygtede Janjaweed-milts, som han også gav løn og våben. Under Harouns tid i regionen har militsen stået bag utallige massevoldtægter, nedslagtninger af civile og plyndringer. Over 200.000 mennesker er dræbt i Darfur-regionen siden 2003, og 2,5 millioner er drevet på flugt.
ICC udpegede tirsdag også militslederen Ali Kushayb som krigsforbryder. Han anklages for at have givet de direkte ordrer til tortur og massevoldtægter. I ét tilfælde tævede han ifølge vidner lokale indbyggere, som blev henrettet få minutter senere. En anden gang inspicerede han nøgne kvinder bundet til træer i en landsby. Kvinderne blevet samme nat massevoldtaget af Kushaybs mænd, siger vidner og ofre til ICC.
Sudan nægter at anerkende ICC’s anklager og vil ikke udlevere hverken Haroun eller Kushayb på trods af opfordringer fra USA. Ifølge Sudans regering sidder Kushayb allerede i fængsel i hovedstaden Khartoum. Haroun ser ud til at sidde trygt på sin ministertaburet trods anklagerne.