Det internationale pres på Burmas militærdiktatur vokser, efter at repræsentanter fra halvtreds lande i dag mødtes til en konference om nødhjælp i det katastroferamte land. Fra dansk side deltog udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Målet med konferencen var at rejse midler til at hjælpe de omkring 2,5 millioner burmesere, der mangler tag over hovedet, mad eller vand efter ødelæggelserne fra cyklonen Nargis, som ramte landet for tre uger siden. Omkring 78.000 mennesker har mistet livet og 56.000 savnes fortsat i Burma.
Begrænset adgang
Landets militærjunta har bedt om 52 milliarder kroner i støtte fra det internationale samfund til genopbygningen af de værst ramte områder. Efter flere ugers internationalt pres fik FN s generalsekretær, Ban Ki-moon, fredag tilsagn om, at alle udenlandske hjælpearbejdere kunne få adgang til de katastroferamte områder, så længe de kører i civile køretøjer.
Ifølge Røde Kors er det dog fortsat vanskeligt at få adgang til områderne uden for hovedstaden, Rangoon. Der er heller ingen udsigt til, at de engelske, franske og amerikanske krigsskibe med forsyninger, der venter ud for Burmas kyst, får lov til at lægge til kaj foreløbig.
FN vurderer, at kun en fjerdedel af de nødlidende i Burma har modtaget international nødhjælp. Den amerikanske topembedsmand Scot Marciel siger til BBC, at USA s fortsatte støtte afhænger af, om Burmas militærjunta giver adgang til de hårdest ramte områder.
FN s generalsekretær, Ban Ki-moon, var i går tilfreds med nødhjælpskonferencen, men understregede, at genopbygningen kræver en stor indsats, og at situationen i Burma overvåges nøje af FN:
»Jeg kom for at give Burmas befolkning besked om håb: Hele verden har rettet øjnene mod jer og er med jer,« sagde Ban Ki-moon ved konferencen.