17 personer frygtes omkommet, efter et fly hovedsagligt med nødhjælpsarbejdere som passagerer er styrtet i Den Demokratiske Republik Congo.
Redningsholdet kunne ikke umiddelbart komme til flyet, da de ikke kunne lande helikopteren i den bjergrige region. Det oplyser Christope Illemassene, der er talsmand for FN's Kontor for Koordination af Humaitære Anliggender (OCHA), ifølge CNN tirsdag.
Men Air Serv International, der havde sendt Beechcraft 1900-flyet afsted, oplyser efter en overflyvning af ulykkesstedet, at alle 17 passagerer højst sandsynligt er døde.
Nødhjælpsflyet var på en rutineflyvning fra hovedstaden Kinshasa til Goma i det bjergrige, østlige Congo. Air Serv International, der er baseret i den amerikanske stat Virginia, er en af adskillige grupper, der sørger for transport til nødhjælpsorganisationer i Congo.
/Newspaq/