En mullah takkede for få timer siden de lande, der hjælper Pakistan i krisetiden. Og fordi Danmark var de første til at komme frem og hjælpe, da flodbølgerne skyllede ind over landet, vil man især tænke på Danmark.
Det fortæller Naser Malik, medarbejder i DR og repræsentant for Dansk Pakistansk Venskabsforening.
"For et par timer siden ringede en af mine venner fra Islamabad og fortalte mig, at for første gang beder mullahen for de lande, der har hjulpet dem. Og det er en meget særlig bøn, idet det er ramadan-måned. De sagde 'Åh herre, hjælp de lande, der har hjulpet os. Giv dem mere," siger Naser Malik til Newspaq.
Han forklarer, at alle i særlig grad vil tænke på Danmark i denne sammenhæng.
"Indirekte betyder det, at de beder for Danmark. De er ikke blinde. De ved, Danmark var de første til at hjælpe og annoncere, at de ville sende 63 mio. kroner til Pakistan," siger Naser Malik til Newspaq.
Nyheden om det første danske bidrag har ikke kun været bragt i printaviser, men også blevet nævnt på både landsdækkende og lokale tv-medier og i urdo-sprogede aviser. Debatten om Danmark har derfor ændret karakter.
"Det fik Paktistan til at vende deres opmærksomhed mod Danmark. Ikke for at tale om Muhammed-tegninger, men for at tale om Danmarks humanitære ansigt," siger Naser Malik.
Derfor en stor del af befolkning nu bekendt med danske nødhjælpsorganisationers hurtige reaktion.