Når man bliver tildelt Nobels fredspris, følger der - ud over selve æren - også knap ni millioner danske kroner med medaljen.
I år går de penge til børn i krigszoner, fortæller kommissionsformand José Manuel Barroso på et pressemøde i Bruxelles tirsdag middag.
- Det var helt klart for os, at pengene skulle gå til dem, der stadig lider under konflikter og krige rundt omkring. De mest sårbare i denne verden er vores børn, siger Barroso.
- Vi vil gøre børn af krig til børn af fred.
Nærmere bestemt går pengene under overskriften "uddannelse hjælper børn i krig til at forblive børn" til fire forskellige projekter, der fokuserer på uddannelse til børn, der er mærket af konflikt eller krig.
EU fik tildelt Nobels fredspris 12. oktober i år. Begrundelsen lød, at EU som institution har forandret Europa fra krigens kontinent til fredens kontinent - blandt andet ved at forene de to gamle stridsnationer Tyskland og Frankrig.
Derudover lød begrundelsen også, at EU har bidraget til, at diktaturer i sydeuropæiske lande som Spanien, Grækenland og Portugal et blevet til demokratier.
Nobel-komiteen hæftede sig også ved, at EU i de seneste år har optaget en række tidligere kommunistiske lande i Østeuropa som medlemslande og været med til at mægle i interne konflikter i de østeuropæiske lande.
/ritzau/