Lunte lunter lunt af sted. Med hånden fuld af tyvekoster. For hvem kan da anholde en nisse...?
Det lod til at være en tyvebandes ræsonnement, da den torsdag begik indbrud i Odder. Men nissebanden opererede med et umiddelbart lavt niveau af diskretion.
For vidner spottede ud gennem vinduet, at de rødhuebeklædte væsner havde armene fulde af dyre koster. Så nu er Lunte & co. anholdt.
Banden består af fire gutter på 19 år, og de sigtes for mindst 10 indbrud siden 11. november. Gerningsstederne lyder Malling, Mårslet, Beder, Odder og Ørting ved Århus.
I forbindelse med indbruddene har de benyttet flere forskellige biler blandt andet en Ford Mondeo, en Mercedes og en BMW, oplyser Østjyllands Politi.
Da de fire blev anholdt, ransagede politiet deres boliger og fandt et hav af tyvekoster. Men hvad der virkelig fældede banden var fundet af et sæt røde nissehuer.
Nissebanden fremstilles efter al sandsynlighed i Retten i Århus lørdag.