Debutinstruktøren Nikolaj Steen fik inden årsskiftet premiere med sin film 'Oldboys'. Det har kostet blod, sved og tårer at få filmen færdig, men instruktøren kan nu høste roser.
Det ser i hvert fald sådan ud, da filmen er nomineret til en Robert i syv forskellige kategorier, hvilket er en helt overvældende tanke for instruktøren.
"Jeg havde et stille håb om, at mine skuespillere ville blive nomineret til en pris. Men at vi ender med at være nomineret i syv kategorier, det er så langt ude. Det er så fantastisk," siger Nikolaj Steen ifølge B.T.
'Oldboys' er blandt andet nomineret til Årets danske spillefilm - i samme kategori som Lars von Triers 'Antichrist'. Derfor tror Nikolaj Steen ikke, at han har særlig store vinderchancer.
"Jeg tror nu nok, at Trier skal vinde for bedste film. Der er jo nogle film, der bare skriger på priser, ik'? Jeg er bare glad for at være nomineret, det er rigeligt for mig lige nu," siger en stolt instruktør, der helt sikkert ikke har instrueret sin sidste film.
Robert-priserne uddeles søndag den 7. februar.