Det 19-årige danske ishockeytalent Nikolaj Ehlers assisterede mandag aften for anden gang i sin bare tre kampe korte NHL-karriere.
Efter kampen mellem Winnipeg Jets og New York Islanders var det dog opgørets anden dansker, Frans Nielsen, der kunne juble.
New York Islanders vandt nemlig for første gang i sæsonen, da holdet foran eget publikum slog Winnipeg med 4-2.
Det var samtidig sæsonens første nederlag for Winnipeg.
Ved stillingen 3-0 til New York i anden periode fandt Nikolaj Ehlers holdkammeraten Mark Scheifele, der sendte en reducering i mål. I situationen skulle Frans Nielsen have ageret forsvarsspiller, men danskeren havde tabt sin stav.
I tredje periode fik Winnipeg reduceret yderligere. Det betød, at gæsterne satsede alt for at få udlignet til sidst, men mislykkedes. Med 19 sekunder tilbage kunne New York sende pucken i et tomt mål til slutresultatet 4-2.
/ritzau/