Det er snart et år siden, at titel-skandalen rullede i det danske kongehus, efter det blev meldt ud, at prins Joachims børn fra årsskiftet ikke længere kunne kalde sig prinser og prinsesser af Danmark.
Skandalen nåede langt ud over landets grænser, og er heller ikke gået ubemærket hen i Australien. Derfor var det et af emnerne da Nikolai forleden gav et interview til det australske medie Honey.
- Det er stadig et ret følsomt emne, men jeg er den samme person, som jeg altid har været, siger Nikolai og beskriver, at det har været svært for ham at vænne sig til den nye titel.
Han sammenligner det med, hvordan det må føles at skulle vænne sig til et nyt efternavn, hvis man har giftet sig og taget sin ægtefælles efternavn.
Journalisten vil også gerne vide, om Nikolai er såret over sin farmors beslutning.
- Jeg vil ikke sige, jeg er såret. Og det er ikke min mening at puste til ilden på nogen måde. Jeg synes stadig, det er en smule mærkeligt, og jeg er stadig ved at vænne mig til det, lyder det på diplomatisk vis fra Nikolai, som også bliver spurgt til, hvordan hans forhold til dronningen er i dag.
Her fortæller han, at de har et fint forhold. Han nævner blandt andet, at hun har ønsket ham tillykke med fødselsdagen, og at han også var med, da hun fejrede fødselsdag.
Nikolai forklarer også, at han ikke lægger mærke til, at hun er dronning af Danmark.
- For mig er hun bare farmor. Der er ingen form for formelt forhold, vi bukker ikke for hende, det er meget normalt, meget afslappet.
Tilbage til titelsnakken spørger journalisten, om han indimellem kommer til at kalde sig prins Nikolai.
- Nej, nej, slet ikke. Og faktisk gjorde jeg det alligevel ikke før noget af dette. Jeg har altid bare været Nikolai. Og faktisk, har jeg altid brugt min mors titel, eller efternavn, Frederiksborg, som mit alias. Det har jeg altid taget på mig. Det er det tætteste jeg kunne komme på et borgerligt efternavn, min far havde ikke et, så Nikolai Frederiksborg har altid været mit alias, afslører Nikolai til det australske medie Honey.