"Niko og de flyvende rensdyr" er Michael Hegners nyeste animationsfilm. Den handler om det lille rensdyr Niko, som mere end noget andet ønsker sig at kunne flyve, så den kan blive et af julemandens rensdyr.
Men ifølge manden bag filmen, så er det langt mere end bare en film om et nuttet rensdyr.
"Det har været min ambition at lave en ordentlig gang action, spænding og sjov, som hele familien kan mødes om, men samtidigt også at tage Nikos karakter meget seriøst. Inde under al pelsen er han jo i virkeligheden en rigtig dreng, der savner sin far. Det er det, der er vigtigst i den her fortælling. Forhåbentligt bliver både børn og forældre rørt lidt mere og lidt dybere end de forventede, når de ser "Niko og de flyvende rensdyr"," siger Michael Hegner til Filmupdate.
Michael Hegner lavede i 2000 filmen "Hjælp! Jeg er en fisk", og i 2006 "Den grimme ælling og mig". Hans nye film har som sagt premiere i dag og er tilladt for alle over syv år.