Den nigerianske præsident lægger op til forhandlinger med Boko Haram om de 110 skolepiger, som den ekstremistiske gruppe bortførte i februar.
Præsident Muhammadu Buharis kontor siger således, at man for at undgå dødsfald blandt de bortførte ikke vil skride til militær handling.
- Nigeria foretrækker at få de bortførte piger tilbage i live, og det er derfor, at man har foretrukket forhandlinger frem for en militær aktion, lyder det i en udmelding fra Buharis kontor.
Udmeldingen kommer efter et møde mellem Buhari og USA's udenrigsminister, Rex Tillerson. Her diskuterede de to brugen af forhandlinger for at redde de 110 skolepiger.
Pigerne blev 19. februar bortført fra en skole i den nordøstlige by Dapchi.
- Præsident Buhari understreger, at Nigeria samarbejder med internationale organisationer og forhandlere for at sikre, at pigerne bliver løsladt uden at blive gjort fortræd af bortførerne, lyder det fra præsidentkontoret.
Præsident Buhari takker samtidig USA for at hjælpe Nigeria i kampen mod Boko Haram. Han udtaler, at de nigerianske styrker er gode, men mangler træning og ordentligt udstyr.
Det er ikke første gang, at Boko Haram foretager bortførelser.
Tilbage i 2014 bortførte den ekstremistiske gruppe flere end 270 skolepiger fra Chibok, der også ligger i det nordøstlige Nigeria. Omkring 100 af de piger bliver stadig holdt fanget af Boko Haram.
Boko Haram har dræbt mindst 20.000 mennesker siden 2009.
/ritzau/Reuters