Niels Kristian Iversen: Farten var der til en finale

En skidt start blev afløst af mere fart for Niels Kristian Iversen i Warszawa, men han missede finalen.
Speedwaykøreren Niels Kristian Iversen var skuffet over, at han ikke kørte sig i finalen i grandprixet i Warszawa. Arkivfoto.
Speedwaykøreren Niels Kristian Iversen var skuffet over, at han ikke kørte sig i finalen i grandprixet i Warszawa. Arkivfoto. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Den danske speedwaykører Niels Kristian Iversen var både tilfreds og skuffet, da han gjorde status lørdag aften.

Her blev sæsonens andet grandprix kørt i Warszawa, og det blev atter med en semifinaleplads til Niels Kristian Iversen, som tilfældet også var i sæsonens første grandprix i Krsko.

- Jeg er skuffet over, at jeg ikke kom med i finalen. Jeg følte, at farten var der til sidst, men jeg blev fanget lidt i semifinalen.

- Jeg kørte forbi til andenpladsen på første omgang, men jeg blev lidt låst, fordi jeg fangede ham foran og så måtte bremse lidt.

- Det var en okay indsats, men så heller ikke mere, siger Niels Kristian Iversen.

Danskeren fik ellers en virkelig dårlig indledning lørdag aften, da han sluttede som nummer sidst i sin første start.

Dermed blev det til nul point i et heat, hvor speedwaycyklen så ud til at køre mere med Iversen end omvendt.

- Jeg mistede fuldstændig koncentrationen.

- Det var min egen fejl. Jeg var for sløv til at blive klar i starten, og pludselig blev jeg fanget af tiden, fordi vi skal være klar, når uret rammer to minutter.

- Så blev det forhastet, og det dur ikke, siger Iversen.

Herefter gik det fremad for Iversen, der endte med at vinde en enkelt start ud af aftenens fem indledende.

Heat-sejren kom i sidste heat, hvor Nicki Pedersen sluttede endnu en skuffende aften med nul point og dermed måtte vinke farvel til en semifinale.

- Første heat var katastrofalt ligesom i det første grandprix, men slutningen var bedre, og jeg følte, jeg havde nok til at køre med i finalen.

- Der var fremgang. Det blev bedre og bedre. Jeg vandt det sidste ordinære heat og havde super fart i semifinalen, så det var positivt.

- Der er noget at bygge videre på. Jeg er begyndt min sæson bedre end i fjor, og det er positivt. Jeg har været i to semifinaler og har hentet ni point to gange. Så det er bedre end for et år siden, siger Niels Kristian Iversen.

Svenske Fredrik Lindgren sejrede i finalen og fører i den samlede VM-stilling med 32 point.

Niels Kristian Iversen har 18 point efter to grandprixer på ottendepladsen, mens Nicki Pedersen på 15.-pladsen har skrabet otte point sammen.

Sæsonens tredje grandprix bliver kørt 27. maj i Daugavpils i Letland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.