Niels Holck-sagen har gjort Indien vred

Indien har ifølge avis besluttet at afvise visumansøgninger fra Danmark, Sverige og Norge som følge af strid.

* Natten til 18. december 1995 flyver danskeren Niels Holck sammen med en britisk våbenhandler og fem russiske besætningsmedlemmer et propelfly over Purulia i den indiske delstat Vestbengalen.

* Fra flyet kaster de i faldskærme knap fem ton våben tiltænkt en sekt på landjorden ud i mørket, før de fortsætter til Thailand.

* På hjemturen tvinges flyet ned i Indien af kampfly, og alle andre end Niels Holck bliver anholdt og får fængselsdomme.

* Det lykkes danskeren at flygte til Nepal, hvorfra han fragter sig hjem til Danmark i starten af 1996.

* Via Interpol udsender Indien en anholdelsesbegæring på Niels Holck, der i Indien er kendt under sit alias Kim Davy.

* 20. marts 1996 udfærdiger den indiske efterretningstjeneste CBI et anklageskrift i sagen.

* Efter Danmarks nye terrorlovgivning i 2002 åbner mulighed for udlevering af egne statsborgere til lande uden for Norden, begærer Indien formelt Holck udleveret.

* Justitsministeriet beslutter efter mere end syv års tænkeboks 9. april sidste år at imødekomme indernes ønske, og Niels Holck bliver anholdt.

* 10. april 2010 fremstilles han i grundlovsforhør i Hillerød og varetægtsfængsles i surrogat, hvilket betyder, at han kan forblive på fri fod mod at aflevere sit pas og møde jævnligt til kontrolvisit hos politiet.

* 1. november 2010 afgør byretten i Hillerød, at Justitsministeriets udlevering er ugyldig. Begrundelsen er, at dommeren finder det for usikkert, om Niels Holck vil blive udsat for tortur i Indien.

* Anklagemyndigheden kærer afgørelsen til Østre Landsret, der i maj 2011 behandler sagen gennem fire retsmøder.

* 30. juni 2011 fastslår fem landsdommere, at risikoen for tortur er så reel, at der ikke kan ske udlevering.

* 7. juli 2011 giver rigsadvokaten fortabt. Han vil ikke bede om, at sagen kommer videre til Højesteret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.