"Vi går tidligt i seng, og når vi så ikke kan sove mere, så farer vi på arbejde".
Sådan lyder den folkekære entertainer Niels Hausgaards forklaring på, at nordjyderne i gennemsnit møder tyve minutter tidligere på arbejdet end københaverne.
Da Hausgaards sammen med kollegaen Erik Clausen gav den som jyden og københavneren i tv-showet 'Hausgaard og Clausen' var der den underspillede ironi og den ligefremme rappe replik til forskel.
Og forskellene går igen, når det handler om adfærd på arbejdet. En ny meningsmåling foretaget af analysebureaet Wilke for Avisen.dk viser, jyder møder tidligere på arbejde end folk i den hektiske hovedstad.
Der sker ikke så meget
Den nordjyske folkesanger Niels Hausgaard mener, at de sætter større pris på deres arbejde nord for fjorden.
"Der sker jo ikke så meget heroppe. Så vi glæder os bare til at komme på arbejde," siger han.
Så når hanen galer på Hausgaards hestestutteri, er der ikke nogen snooze-knap at trykke på.
Nordjylland: 8.10 - 16.09
Midtjylland: 8.18 - 16.29
Syddanmark: 8.20 - 16.20
Sjælland: 8.22 - 16.23
København: 8.30 - 16.32
Kilde: Rundspørge fra Wilke blandt 339 danskere med fuldtidsjob. Natarbejde er sorteret fra.