Forhandlingerne er stadig i gang, men Nicole Kidman er godt på vej til at sikre sig én af de mest eftertragtede filmroller lige nu - rollen som Grace Kelly. Det skriver The Hollywood Reporter.
Filmen, som menes at få navnet 'Grace of Monaco', blev offentliggjort sidste år, og skal instrueres af franske Olivier Dahan, som også stod bag filmen om Edith Piaf, Spurven, i 2007.
Og selvom Kidman er 45 år, så kan hun altså stadig spille yngre roller. Handlingen i filmen udspiller sig nemlig mellem december 1961 og november 1962, hvor Monaco-fyrstinden var 31 år.
Filmen 'Grace of Monaco' vil forsøge at kaste lys over, hvordan den tidligere Hollywood-skuespillerinde kæmpede for sit nye land på et tidspunkt, hvor landets status som skattely var under pres fra Frankrigs daværende præsident Charles De Gaulle.
Grace Kelly trak sig tilbage som skuespiller, da hun i 1956 giftede sig med fyrst Rainier 3. af Monaco og dermed skiftede navn til Fyrstinde Grace af Monaco.
Filmen ventes at få premiere i 2014.
Kilde: The Hollywood Reporter