Nicolai Jørgensen scorer akrobatisk mål for Feyenoord

Den danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen scorede sit tiende sæsonmål, da Feyenoord slog Utrecht.
Nicolai Jørgensen scorede søndag for hollandske Feyenoord.
Nicolai Jørgensen scorede søndag for hollandske Feyenoord. Foto: Liselotte Sabroe / arkiv/Scanpix

Den danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen har fundet målformen igen et par måneder før VM-slutrunden.

Søndag kom danskeren på måltavlen igen for hollandske Feyenoord, da han på akrobatisk vis bragte sin klub foran 1-0 i 3-1-sejren hjemme over Utrecht.

Der var blot spillet syv minutter, da Jens Toornstra med en høj bold fandt Nicolai Jørgensen, der foretog et akrobatisk spring og flugtede til bolden, der lige så stille trillede i mål.

Cyriel Dessers fik udlignet for Utrecht efter en halv time, men Robin van Persie sørgede for en 2-1-føring to minutter før pausen.

Med 20 minutter igen var Toornstra igen manden med en afgørende aflevering, da svenske Sam Larsson øgede til 3-1.

Nicolai Jørgensen nåede med sit mål op på ti sæsontræffere i Æresdivisionen i denne sæson, efter at danskeren i sidste sæson blev topscorer i ligaen.

Feyenoord nåede med sejren op på 57 point på fjerdepladsen. Det er 20 point færre end topholdet PSV Eindhoven, der har spillet en kamp færre.

Ajax ligger på andenpladsen med 70 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.