Offensive problemer venter forude for fodboldlandstræner Morten Olsen.
Et gult kort i tirsdagens 1-1-kamp mod Bulgarien i VM-kvalifikationen koster Nicolai Jørgensen - der kan spille alle offensive positioner - den næste kamp i gruppe B. Den spilles 11. juni, når Armenien gæster Parken.
FC København-spilleren ærgrer sig gevaldigt over at skulle sidde over i netop det opgør.
- Jeg ville utrolig gerne have spillet den kamp. Det er om sommeren, det er i Parken, og til den tid kunne man have håbet på at være i endnu bedre form, siger Nicolai Jørgensen.
I fredags havde han sendt veteranen Dennis Rommedahl på bænken mod Tjekkiet, men trods den danske 3-0-sejr i Olomouc var rollerne byttet om tirsdag aften.
Her måtte Nicolai Jørgensen i anden halvleg erstatte Rommedahl.
- Morten Olsen syntes, at jeg leverede en rigtig god indsats for holdet mod Tjekkiet. Jeg kæmpede meget defensivt og forsøgte mig offensivt.
- Nogle gange lykkedes det, nogle gange lykkedes det ikke. Sådan er det også i Superligaen. Sådan er det for en kantspiller. Man udfordrer og gør, hvad man kan. Men det er fair nok, at Rommedahl startede inde denne gang.
- Han har trods alt også spillet 124 landskampe nu, siger Nicolai Jørgensen, der selv er noteret for seks kampe for Danmark.
/ritzau/