Niclas om FCK-skiftet: Overdrevet glad

Fodbold ¿ Landsholdets venstreback Niclas Jensen vender som ventet hjem til FC København. Han har skrevet kontrakt for to et halvt år og er »overdrevet glad« over atter at være en del af Byens Hold

Efter fem år i udlandet vender landsholdets venstreback Niclas Jensen hjem til de danske mestre FC København. Hjem til hjerteklubben og hjem til fast spilletid. Omsider. Til stor glæde for ikke mindst ham selv.

»Jeg er overdrevet glad. Det altoverskyggende for mig har været det sportslige: Nemlig at spille fast på klubholdet, hvilket det har knebet med på det sidste,« siger han.

Niclas Jensen forlod FC København i 2002, og efter et overvejede succesfuldt ophold i Manchester City skiftede han til tyske Dortmund. Her røg han ud i kulden og skiftede så tilbage til England og Londonklubben Fulham. Det startede godt, men sluttede meget skidt. De sidste år var han oftest end ikke med i truppen til Premier League-klubbens kampe.

FCK er hjerteklubben

Valget af FC København var faktisk ikke noget valg. For FCK er hjerteklubben for den 32-årige back. Han har underskrevet en kontrakt på to et halvt år.

»Ud over udsigten til spilletid er der en masse andre ting at glæde sig over: At det lige er FCK, hvor jeg havde en supertid, og så det sted, klubben er nu, hvor vi skal spille om at vinde det danske mesterskab igen og måske komme i Champions League,« siger han.

Niclas Jensen slutter sig til landsholdskollegerne Michael Gravgaard, Lars Jacobsen, Jesper Grønkjær og Jesper Christiansen. Det glæder FC Københavns sportschef, Carsten V. Jensen, der også gerne ser trenden fortsætte, så flere tidligere spillere vender tilbage til rødderne.

»Det betyder rigtig meget for os, når man skal skabe et godt miljø. Det handler ikke så meget om nationalitet, men om at man har et tilhørsforhold,« siger han.

Ro om landsholdsplads

Det er ingen hemmelighed at pladsen på landsholdet spiller en væsentlig rolle for beslutningen om at vende hjem til Danmark. For nylig krævede landstræner, Morten Olsen, at Niclas fandt sig noget fast spilletid, ellers var pladsen som venstreback truet.

»Jeg er meget stolt over at spille på landsholdet. At skiftet også kan skabe ro om det spørgsmålstegn, der har været ved mit navn, er jeg glad for,« siger han.

Niclas Jensen tager med, når FC København 21. januar rejser på træningslejr i spanske La Manga og første opgave i den hvide trøje bliver Royal League-kampen mod Brøndby 11. februar.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.