Armbevægelserne har altid været store og det handler heller ikke om småbeløb, når det gælder den tidligere stjernespiller i fodbold, 34-årige Nicklas Bendtner.
Eks-fodboldspilleren har netop lånt 12 millioner kroner i sin nordsjællandske ejendom, skriver eb.dk, som har tjekket Tinglysningen.
Her fremgår det, at Nicklas Bendtner den 18. maj i år optog lånet på hele 12 millioner.
Som Avisen.dk tidligere har skrevet, så har Nicklas Bendtner siden marts forsøgt at sælge sin enorme villa i Hørsholm for hele 35 millioner kroner.
Men så får køber også 400 kvadratmeter, ni værelser, eget træningscenter og en garage med plads til fire biler.
Og selvfølgelig en helt ny tennisbane.
Da Bendtner i 2020 købte huset, gav han 12,9 millioner kroner for det - og kan altså score 22 millioner, hvis han får den forlangte pris for huset.
Tv-seerne har allerede været meget tæt på Nicklas Bendtner i reality-programmerne "Bendtner & Philine", men i en kommende dokumentarfilm kommer seerne endnu tættere på den kontroversielle tidligere fodboldspiller.
Bag filmen står instruktør Andreas Koefoed og forfatteren Rune Skyum-Nielsen, og dokumentaren vises på Viaplay inden året er omme.