Den 35-årige tidligere fodboldstjerne Nicklas Bendtner skal endnu en gang i retten. Denne gang kæmper fodboldbissen for at få omstødt en dom, han fik i efteråret 2021. Det skriver SE og HØR.
Dengang blev han dømt for at køre for stærkt på flere strækninger og for at køre uden gyldigt kørekort. Dommen lød på en bøde på 40.000 kroner og konfiskering af hans Porsche Taycan, som har en værdi på omkring to millioner kroner.
Nicklas Bendtner ankede dommen med påstand om frifindelse og nu skal sagen så gå sin gang i Østre Landsret i næste uge.
Da sagen var for retten første gang forklarede Bendtner blandt andet, at han var af den overbevisning at han ikke kørte uden gyldigt kørekort, da han har et britisk kørekort, som han tog da han var 17 år gammel.
Det er langt fra første gang, at den 35-årige tidligere stjerne-angriber indtager de danske retslokaler.
I 2013 blev han frakendt kørekortet efter at have kørt spirituskørsel i indre by i København. Det kostede ham samtidig en historisk stor bøde på 842.000 kroner.
I 2018 fik han en dom for vold mod en taxachauffør. Den lød på 50 dages ubetinget fængsel, som han afsonede med fodlænke i sin lejlighed i København.