Med sin scoring til 1-0 i slutningen af kampen mod Dynamo Kiev i Champions League-gruppespillet sikrede den danske landsholdsspiller sin klub Arsenal videre deltagelse i turneringen.
Nicklas Bendtner har ellers måtte lægge ryg til en del kritik i den engelske presse den seneste tid. Bl.a. har hans lyserøde fodboldstøvler vagt opsigt og hans timing foran mål har været under kritik.
Men onsdag aften på Emirates Stadion var timingen helt perfekt tre minutter før tid. Her sikrede Bendtner hjemmeholdet en 1-0 sejr over Kiev.
Den unge angriber slog til, efter han var blevet skiftet ind med blot 20 minutter tilbage. Hans ivrige fejring af målet blev efterfølgende takseret til et gult kort af dommeren.
Arsenal er klar til ottendedelsfinalerne i Champions League sammen med Porto, der vandt 2-1 over Fenerbache onsdag aften.