Den danske speedwaykører Nicki Pedersen kommer heller ikke til at deltage i lørdagens VM-grandprix i Cardiff, men i løbet af den kommende uge bliver han klogere på, hvornår han igen er skadefri og kan måle sig med verdenseliten.
- Jeg skal skannes onsdag, og så bliver jeg forhåbentlig klogere, når jeg får svarene, siger Nicki Pedersen.
Skanningen skal fastslå, hvordan nakkehvirvlerne er helet efter et voldsomt styrt i en dansk ligamatch mellem Esbjerg og Holsted 24. maj.
Her kørte han sammen med den anden faste danske VM-kører, Niels-Kristian Iversen, og Nicki Pedersen fløj flere meter gennem luften, før han landede uheldigt.
Siden har den tidligere verdensmester levet i uvished for, hvornår han igen kunne køre løb. Grandprix for grandprix har han måttet melde afbud.
Da han i sidste uge på sin hjemmeside bekendtgjorde, at han ikke kommer op på speedwaycyklen i Cardiff, var det samtidig med håbet om et snarligt comeback.
- Nicki knytter sig til håbet om at vende tilbage på cyklen sidst i juli, men vil tage lægerne/specialisterne med på råd, inden gashåndtaget bliver drejet i bund igen, lyder det på hjemmesiden.
Ekspertvurderingerne får han, når der kommer svar på onsdagens skanning.
Ligesom i de seneste tre VM-grandprixer overtages Nicki Pedersens VM-plads i Cardiff af en anden dansker, Peter Kildemand, der er VM-seriens førstereserve.
/ritzau/