Nicki Pedersen endte på en fornem tredjeplads og kom dermed på podiet i sæsonens første VM-grand prix i New Zealand.
Det begyndte ellers skidt for den danske speedwaykører, som endte på sidstepladsen i sine to første heat på banen i Auckland.
Men nogle vigtige justeringer gjorde, at Nicki Pedersen kom stærkt tilbage og kørte sig i finalen, hvor han dog blev slået klart af polakkerne Jaroslaw Hampel og Tomasz Gollob.
- I begyndelsen havde jeg slet ikke noget fart overhovedet. Vi var nødt til at foretage nogle drastiske ændringer for at løse problemet. Og jeg kom tilbage og vandt de næste tre løb, siger Nicki Pedersen i en pressemeddelelse.
Hampel og Gollob lagde sig i spidsen i den samlede stilling med 15 point hver efterfulgt af Nicki Pedersen med 13 point.
- Det er noget af en rejse at komme tilbage fra to nuller, men jeg gad ikke at ende på sidstepladsen. Jeg var nødt til at finde på noget.
Jeg er glad. Jeg blev også nummer tre her sidste år, og sidste sæson endte meget godt, siger Nicki Pedersen.
I sidste sæson endte den 35-årige veteran på en samlet andenplads i VM-stillingen. Danskeren har vundet VM-titlen tre gange
Næste afdeling i VM-serien køres 21. april i Polen. Det danske grand prix afvikles i Parken i København 29. juni.
/ritzau/