- For mig at se er der ingen tvivl om, at Danmark går en stor sæson i
møde, og jeg tror der bliver medaljer både individuelt og ved sommerens
hold-VM.
Sådan lød analysen fra speedway-eksperten, Ib Søby, til sportsportalen kunsport.dk inden sæsonens første Grand Prix-løb, der blev kørt i Italien.
Og eksperten fik ret. Nicki Pedersen var tilbage i sit høje niveau, som vi kender det fra 2003, da han blev verdensmester.
Nicki Pedersen vandt simpelthen samtlige syv heats, som han stillede op i. Efter de første fem indledende løb endte han i semifinale mod polakkerne Wieslaw
Jagus og Tomasz Gollob og landsmanden Hans Andersen. Nicki slog dem alle.
I finalen mødte han Wieslaw Jagus, Greg Hancock fra USA og den australske verdensmester Jason Crump. Nicki Pedersen var fuldstændig overlegen, og
kørte suverænt i mål uden at være truet på noget tidspunkt.
Og lad os da bare give ordet til Ib Søby igen:
- Nicki Pedersen er det bedste bud på at vippe Jason Crump af VM tronen, fordi Nicki har et højere bundniveau end de to andre danske Grand Prix stjerner, Hans Andersen og Bjarne Pedersen, lyder vurderingen fra speedway-eksperten.
Hans Andersen blev nummer syv med seks VM-point, mens Bjarne Pedersen blev nummer 12 med fem VM-point. De tre mødte i øvrigt hinanden i et næsten rent dansk heat. Et meget underligt heat, hvor Bjarne Pedersen og Hans Andersen kørte let sammen, hvilket gav en nærmest sensationel andenplads til italieneren Mattia Carpanese.
Bjarne Pedersen vandt heat 10 over Scott Nicholls, mens Hans Andersen vandt 17. heat foran den amerikanske stjerne Greg Hancock.