Nicki Pedersen styrtede voldsomt i semifinalen, inden han lørdag aften kæmpede sig til en tredjeplads ved det svenske grand prix i Gøteborg.
- Jeg har ondt i lænden og mit venstre håndled ad helvede til. Jeg ved ikke, om der er noget brækket.
- Det er imponerende, hvis man kan køre videre med et brækket håndled, men jeg har ingen power i den, og det gør pisse ondt.
- Min smertetærskel er sindssyg høj, så det er svært at sige, hvor slemt det er, men jeg er ikke så positiv, siger Nicki Pedersen.
Danskeren blev tromlet ned af briten Tai Woffinden i semifinalen, og Nicki Pedersen var længe om at rejse sig op. Tilbage i ryttergården efter styrtet var han i tvivl om, hvorvidt han kunne fortsætte.
- Jeg kunne ikke trække koblingen ud i ryttergården, men alligevel fik jeg adrenalin i kroppen, så jeg kørte videre.
- Det gjorde meget ondt. Jeg kunne ikke køre fire omgange med fuld power, fordi jeg blev så træt i min arm til sidst, fortæller Nicki Pedersen.
Med tredjepladsen og de 12 point, han fik kørt hjem, halede Nicki Pedersen ind på den VM-førende polak, Tomasz Gollob.
- Det var lækkert at ende i top-3, men jeg er lidt nervøs for, hvad de næste dage bringer med hånden.
- Men som dagen er gået, er der ingen tvivl om, at en tredjeplads er okay. Det er dog lidt ærgerligt, at jeg styrtede.
- Jeg tror, at jeg kunne have vundet det hele, for jeg havde farten til det, lyder det fra Nicki Pedersen.
Næste grand prix er det tjekkiske i Prag. Det løb køres 18. maj.
/ritzau/