Fodboldspilleren Nicki Bille har endnu en gang ramt overskrifterne. Og igen er det ikke for sine præstationer på fodboldbanen, men på grund af hans turbulente privatliv.
32-årige Bille er nemlig blevet sendt i fængsel. Angiveligt for at overtræde reglerne for afsoning med fodlænke – en straf, han afsoner netop nu. Det skriver Ekstra Bladet.
Billes advokat, Asser Gregersen, bekræfter overfor avisen, at hans klient er blevet fængslet. Men vil ikke komme ind på omstændighederne.
- Der har været uregelmæssigheder ved Nickis afsoning, og derfor er han administrativt overført til et fængsel, mens sagen undersøges, skriver advokaten til avisen.
Nicki Bille er i gang med at afsone en dom på fire måneders fængsel for vold, trusler og besiddelse af stoffer. Og fik altså i første omgang lov til at afsone straffen med fodlænke.
Det er ikke første gang, Bille sidder i fængsel – i 2018 blev han idømt 30 dage i et fransk fængsel efter et overfald på to kvinder i Monaco.
Fakta
Sådan foregår afsoning med fodlænke.
Fængselsstraffe på op til seks måneder kan i visse tilfælde afsones i hjemmet iført fodlænke. I så fald skal flere betingelser være opfyldt:
* Man skal have fodlænken om anklen hele tiden. Hvis man tager den af, udløses en alarm. Fodlænken er vandtæt, så man kan bade som sædvanligt.
* Før afsoningen begynder, aftaler man et aktivitetsskema med kriminalforsorgens fodlænkeafdeling. Aktivitetsskemaet bestemmer, hvornår man skal være hjemme, og hvornår man må forlade hjemmet, f.eks. til beskæftigelse, indkøb m.v. Man kan få ”udetid” på dage, hvor man ikke har andre aktiviteter.
* Man skal være i sit hjem, når man ikke er på arbejde, på uddannelsessted eller deltager i aktiviteter, som kriminalforsorgen har bestemt eller godkendt. Kriminalforsorgen kommer på uanmeldt besøg i hjemmet flere gange om ugen (på alle tidspunkter af døgnet).
* Under afsoningen må man ikke indtage alkohol eller ulovlige stoffer.
* Hvis man ikke holder aftalerne med kriminalforsorgen, kan man risikere straks at blive overført til et fængsel eller en arrest, hvor man så skal afsone resten af straffen.
Kilde: Kriminalforsorgen