De flirtede sig i gennem adskillige afsnit af reality-serien Paradise Hotel, men det var først, da vinderne Nick og Diana kom hjem fra det luksuriøse hotel i Mexico, at flirten udviklede sig.
- Vi var ikke seksuelt sammen på hotellet, men ja - vi har været sammen, efter vi kom hjem, siger Nick til Se og Hør.
Det var de andre deltageres indblanding, der satte en stopper for det, som Diana og Nick knapt vil kalde et forhold.
- Vi så hinanden gennem noget tid, men fandt ud af det ikke gik. De andre deltagere blandede sig hele tiden, og det blev bare for meget af det gode. Vi skulle nok bare have ladet det blive ved venskab, for i virkeligheden vil vi begge to helst nyde singlelivet lige nu, fortæller 25-årige Nick.
Romancen kradsede i venskabet
Diana og Nick blev næsten kærester, men ikke helt. Diana fremhæver også deltagernes indblanding som medvirkende til, at det ikke kom videre mellem de to.
- Jeg fik bare trukket det hele ned over hovedet. Jeg boede hos Nick nogle dage, da jeg kom til København, og så skete der bare noget i mellem os. Men alle blandede sig, og jeg kunne slet ikke overskue, om det bare var et rigtig dejligt venskab eller mere end det, siger hun til sladderbladet.
Selvom de to vindere stadig er venner, ses de ikke så ofte.
- Vi er stadig fine venner, men vi snakker ikke så meget sammen mere. Det har nok ødelagt en del mellem os, at vi forsøgte at blive kærester, siger Nick.