Klassikeren Milano-Sanremo, det første af årets fem monumenter, fik en smuk afslutning sidste år, da Vincenzo Nibali kørte væk på den kendte Poggio-stigning med godt seks kilometer til mål.
Lørdag skal "Hajen fra Messina", som han også kaldes, forsøge at gentage triumfen, men han kommer ikke til løbet som en af de største favoritter med sine seneste resultater in mente.
- I mit seneste løb (Tirreno-Adriatico, red.) var resultatet ikke som forventet, men jeg føler, at jeg bliver bedre og bedre, siger Nibali ifølge AFP.
Sejren til Nibali i 2018 kom lidt overraskende, da løbet med undtagelse af Poggio-stigningen ikke hører til blandt de mest kuperede monumenter.
Løbet har overvejende hurtige folk på listen over vindere. Den tæller blandt andre Erik Zabel, Mario Cipollini og i nyere tid Mark Cavendish, Alexander Kristoff og Arnaud Démare.
Nibali forsøger da heller ikke at snakke sig selv op som favorit, og især Quick-Step står med gode kort på hånden, mener han.
- De mest alvorlige konkurrenter er Julian Alaphilippe og Elia Viviani. Quick-Step kan spille på begge kort. Viviani i spurten og Alaphilippe til et angreb i finalen, mener han.
Og den vurdering er Alaphilippe ikke uenig i. Han kommer med to dugfriske etapesejre fra Tirreno-Adriatico, mens holdkammeraten Viviani tog en enkelt.
- Jeg føler mig godt kørende og kommer med stor selvtillid efter to etapesejre. Holdet er solidt og mangler ikke muligheder, som man kan se, siger franskmanden ifølge Cyclingnews.
Milano-Sanremo er med sine næsten 300 kilometer det længste endagsløb i moderne cykling.
Med syv sejre i løbet er legenden Eddy Merckx den mest succesrige rytter i løbets historie, som går tilbage til 1907.
/ritzau/