Opdateret kl. 20:37
En niårig dreng fra Ikast var efterlyst onsdag aften, fordi han ikke var kommet hjem eller i SFO efter skoletid klokken 14.
Han er nu blevet fundet, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.
- En patruljevogn fandt ham 20.17 i god behold. Han opholdt sig på en højskole i nærheden af skolen, siger Ole Vanghøj.
Han går på Nordre Skole i Ikast, som han forlod klokken 14.
Det var forældrene til drengen, der henvendte sig til politiet, som fik anmeldelsen klokken 17.56.
Politiet havde ingen fornemmelse af, i hvilken retning drengen var gået fra skolen.
Dog frygtede politiet ikke, at der var sket en forbrydelse, hvilket altså heller ikke var tilfældet.
/ritzau/