En af USA's mest populære festgader blev søndag nat ramt af et blodigt skuddrama, da ni uskyldige personer blev såret af skud på Bourbon Street i New Orleans.
'Som I ved, omkring kl. 2:45 denne morgen på dette hjørne, blev ni mennesker skudt som et resultat af to kujonagtige, unge mænd, der prøvede at ramme hinanden,' forklarede Ronal Serpas, politichef, New Orleans.
To mænd åbnede ild mod hinanden på den fyldte festgade, og ni tilfældige personer, hvoraf flere er turister, blev ramt i skudduellen. Alle ofrene er indlagt på hospitalet, og to af dem meldes i kritisk tilstand. De to gerningsmænd var stadig på fri fod mandag morgen, men politiet garanterer, at jagten på de to allerede er sat ind.
'Dette er en afskyelig forbrydelse. Det er to unge mænd, begge bevæbnet med skydevåben, som besluttede sig for at afgøre en tvist mellem hinanden uden overhovedet at tænke på andre. Jeg håber, de lytter med. Jeg håber, deres venner lytter med og at deres mødre lytter med. Vi ved langt mere om dem, end de tror, vi ved,' forklarede Ronal Serpas.
Det er tredje gang på tre år, at Bourbon Street i New Orleans bliver ramt af et voldsomt skyderi. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen