Ni personer er lørdag omkommet i et flystyrt i den amerikanske stat South Dakota. Det skriver NBC News.
Trods "ekstremt" vanskelige vejrforhold er det lykkedes at redde tre personer i live. De overlevende er bragt til et hospital i Sioux Falls.
Blandt de dræbte er to børn, rapporterer det amerikanske medie. Flyets pilot omkom også i styrtet.
12 personer var ombord på flyet, der styrtede ned kort tid efter at være lettet fra lufthavnen i byen Chamberlain. Vraget blev fundet i en afstand af cirka halvanden kilometer fra lufthavnen.
Flyet af typen Pilatus PC-12 var på vej til Idaho Falls Regional Airport i Idaho, oplyser den amerikanske luftfartsmyndighed, Federal Aviation Administration (FAA).
Pilatus PC-12 er et turbopropfly med én motor.
Den nationale vejrtjeneste havde udsendt et varsel om en vinterstorm i det område, hvor styrtet skete.
- Efterforskere fra FAA er på vej til ulykkesstedet, og Det Nationale Transportsikkerhedsråd er blevet informeret, meddeler luftfartsmyndigheden.
/ritzau/